
Phil Nice
“Jeg er født i 1965 i Hornchurch, England. Jeg gik på en drengeskole, hvor man tiltaltes kun med efternavn. Var man ikke dygtig til sport blev man mobbet….af lærerne. Senere kom punkere og skinheads og mobbede lærerne. Skolen blev ramt under 2. verdenskrig af en V2-raket, men den var ikke en fuldtræffer. Mens jeg gik der blev der stiftet brand i hallen, men man fik branden under kontrol før den futtede hele stedet af. Jeg græd over det og var sur på brændvæsenet, fordi de var for dygtige til deres arbejde.
Jeg spillede jazzklaver som teenager. Jeg var fan af Sex Pistols samtidigt. Jeg blev professionel musiker i 1987. Fra 1992 turnerede jeg i Skandinavien som klaverbokser og flyttede til Danmark i 1995. I 2022 blev jeg dansk statsborger.
Jeg har spillet mange populære stilarter fra jazz til pop til folkemusik, endda zydeco. Denne diversitet er til stede i min sangskrivning, som nok er svær at kategorisere. I 2022 skrev jeg mine første sange på dansk. I 2023 optrådte jeg for første gang i DK4s Dansktoppen som halvdelen af duoen Skipperlaks
Mit navn? Åh ja, mit navn.
Jeg, min ekskone Mette og vores to børn (Karen, f. 1999) og Oscar (f. 2005) er de eneste i Danmark med navnet “Nice”. Mange tror, at mit navn er kunstnernavn, nok fordi det lyder som “Feel Nice” i danskernes udtale. Nogle af mine slægtninge i England udtaler navnet som byen Nice i Frankrig. Man spekulerede, om navnets oprindelse havde med denne franske by at gøre. Min far forskede i navnets oprindelse og sporede det tilbage til middelalderen, hvor efternavne opstod ud af bl.a. erhverv og personlige egenskaber. Ordet “nice” havde ikke den samme betydning dengang som i dag og var mere hen ad “simple, enfoldig.” Med andre ord, vores forfader var landsbytossen. Han forplantede sig – tydeligvis – så helt tosset var han trods alt ikke.”

Rise Larsen
“Jeg bor på Stevns på et nedlagt husmandssted, omgivet af naturens dyreliv. Jeg er ret glad for heste.
Jeg er konservatorieuddannet som musikpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Som sangerinde og sangskriver producerer jeg dansksproget pop/folk. Teksterne handler om hverdagens tanker og følelser, og inspirationen kommer ofte til mig i de dejlige stunder, hvor jeg er ude i naturen og når jeg passer dyrene. Jeg havde seks heste i mange år, men nu er der fire tilbage, der nyder deres otium.
Jeg akkompagnerer mig selv på akustisk og elektrisk guitar, med ekko og loop-effekter, keyboard, og der er også sange med backingtrack af The One Woman Band Orkester som kan opleves i min online-live-café på Facebook. Jeg har min egen stil og er nok svær at sætte i bås, men der er inspiration fra Alanis Morissette, The Pretenders, Beatles, Rolling Stones, Shubidua, Kim Larsen og Tv-2.
Flere af mine sange har klaret sig godt på toplister på dk4 og diverse lokalradiostationer, og jeg har også optrådt i en akustisk koncertoptagelse i Vesthhuset, optaget af dk4.
Igennem årene har jeg været frontfigur i forskellige bands indenfor rock, pop og country. Der var partybandet Housecats, CB Rollerskate, Heksegryden og Miss Rise, som var rock af nogle af tidens største kvindelige musikere. Med disse konstellationer har jeg turneret, spillet på spillesteder, til private fester og optrådt på festivaller, på lokalradio og TV. Jeg har også været gæst i TV-Glad, Smil Tv, TV Vestsjælland, Kanal Gladsaxe og Radio Aktiv.
Og nu spiller jeg med Baktrak.
Det kan være hektisk, men det er altid dejligt at komme hjem til hestene. Har jeg nævnt, at jeg er glad for heste?”

Thomas Rubin
“Jeg er janitshar, slagtøjsmusiker og underviser, uddannet indenfor klassisk percussion hos Professor Bent Lyllof. Jeg har spillet både klassisk og rytmisk musik i forskellige konstellationer, herunder symfoniorkestre, jazzbands og partybands. Jeg har bred musikalsk erfaring: pop, musicals, bigband, rock, country, jazz, fusion, latin, blues, avantgarde og orkestermusik m.m.
Jeg har arbejdet med kunstnere som Søren Sebber Larsen, Peter Smith, Kapelmester Svend Skipper, Sissel Kirkeby, Kapelmester Ole Koch Hansen, Stig Rossen, Julie Bertelsen, Heidi Herlev, Paul Halberg og Kim Sjøgren……[stor rallende vejrtrækning]….kapelmester Lars Fjeldmose, Martin og Ketil, Thomas Steenberg, operasanger Ian Hauglan….[slurk kaffe, vejrtrækning]. Indenfor studiearbejde kan jeg nævne Medley studio, Øland studio, Studio Wings, Studio 3, Anders Berntoft studio, Out Haus Studio, Puk Studio m.fl. Det var dem, jeg kunne komme i tanke om…..nej vent, der er også….hov! Kom tilbage, der er flere….!
Nu spiller jeg med Baktrak. Det er skidesjovt og jeg får lov til at klæde mig ud som James Bond.”
